Høje priser presser gamle andelsboliger

En treværelses andelslejlighed på Frederiksberg eller i et af Københavns brokvarterer med stuk i loftet og et stenkast fra indre by vil være en drømmelejlighed for mange boligsøgende i hovedstadsområdet.

Især hvis andelsprisen lyder på omkring 500.000 kroner og en månedlig husleje på under 3.000.

Men på nutidens andelsboligmarked er sådan en pris langtfra en selvfølge.

En stigende tendens blandt andelsboligforeninger til at benytte private valuarer, når ejendommene skal værdisættes, har flere steder fået priserne til at stige så voldsomt, at flere andelshavere har fået svært ved at komme af med lejlighederne.

Hvor lejlighederne før blev solgt via ventelister eller mund til mund-metoden, vrimler det for tiden med salgsannoncer for traditionelle andelsboliger på nettet.

Kun få stigninger at komme efter
Anne Buchardt, der er cheføkonom i BG Bank, genkender de stigende priser og den flittige brug af valuarvurderinger i de gamle andelsboligforeninger. Hun råder folk til at tænke sig godt om, før de investerer i en andelsbolig.

»Jeg tror, at vi har set størstedelen af stigningerne på nuværende tidspunkt. De vurderinger, der bliver lavet nu, kan nok vise en lille stigning inden for det seneste år, men jeg forventer, at de store spring er taget. Der er formentlig ikke så meget mere at komme efter«, siger hun.

Så man skal ikke købe en af de her dyre, traditionelle andelsboliger i håb om at få en stor gevinst?

»Nej, det skal være, fordi man har fundet den bolig, man gerne vil have, og at man kan se, at den har en rabat i forhold til en ejerbolig. Hvis den ikke har det, skal det i hvert fald ikke være ud fra økonomiske hensyn, at man køber den«, forklarer Anne Buchardt.

Hun har ikke hørt om ret mange tilfælde, hvor folk ikke kan komme af med for dyre andelsboliger. Men hun peger på, at de stigende priser har gjort det sværere for visse grupper, som studerende, at komme ind på andelsboligmarkedet.

Se andelsportal.dk for yderligere info

Fra Politiken

~ af andelsportal på april 9, 2008.

Skriv en kommentar