Lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber

§ 1. Denne lov finder anvendelse på ejendomme til helårsbeboelse med flere end 2 beboelseslejligheder. Lovens §§ 13 og 14 a finder endvidere anvendelse på ejendomme, hvorpå der alene findes 2 beboelseslejligheder i form af fritliggende eller sammenbyggede enfamilies huse med eventuelt tilhørende småbygninger, såfremt udstykning er mulig.
Stk. 2. Loven gælder ikke for ejendomme, som tilhører almene boligorganisationer, der er godkendt i medfør af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. eller tidligere love om boligbyggeri.
Stk. 3. Lovens regler om beboelseslejligheder finder også anvendelse, når en lejlighed delvis er udlejet til andet end beboelse.

§ 1 a. Denne lov finder anvendelse på boligfællesskaber, hvorved forstås andelsboligforeninger, boligaktieselskaber, boliganpartsselskaber, boligsamejer, boliginteressentskaber, boligkommanditselskaber og andre selskaber, foreninger og fællesskaber, hvor der til deltagelse er knyttet brugsret til en beboelseslejlighed.

Kapitel 4: Boligsamejer

§ 12. Den, der overdrager en anpart af en ejendom, hvor der til anparten er knyttet brugsret til en beboelseslejlighed i ejendommen, skal inden aftalens indgåelse til erhververen udlevere et eksemplar af samejeaftalen eller -deklarationen og samejets seneste årsregnskab og budget. Hvis årsregnskab ikke forefindes, skal overdrageren give erhververen oplysning om ejendommens driftsudgifter og lejlighedens andel heri.
Stk. 2. Overdrageren skal herudover særskilt skriftligt give erhververen oplysning om,

1) hvorvidt erhververens videreoverdragelse af anparten kræver godkendelse fra de øvrige ejere af anparter af ejendommen, kreditorer eller andre,
2) i hvilket omfang og for hvilke gældsposter erhververen hæfter over for kreditorer, og hvorledes frigørelse sker ved videresalg af anparten, samt
3) indholdet af §§ 13, 14, 15, stk. 2, og 16, stk. 1 og 2.

~ af andelsportal på marts 9, 2008.

Skriv en kommentar